KORREKTION AF KROPPEN

Bestil tid

Henviste patienter:
86 12 95 00

Private patienter :
69 88 08 50

BRYSTREDUKTION MÆND

BRYSTREDUKTION VED MANDLIG BRYSTUDVIKLING
Mandlig brystudvikling, også kaldet gynækomasti, er et relativt udbredt problem hos mange mænd. Mandlig brystudvikling er ikke bare et rent kosmetisk spørgsmål, det kan også give fysiske gener, fordi nogle ligefrem har ømhed i brysterne.

Der findes to former af mandlig brystudvikling:

En, hvor den øgede bryststørrelse primært skyldes fedtvæv.
Og en anden, hvor det øgede bryst skyldes både fedtvæv og at brystkirtelen er vokset.
Er der udelukkende tale om fedtvæv, kan en fedtsugning klare problemet.
Er brystkirtlerne forstørrede skal de fjernes kirurgisk og området fedtsuges. I visse tilfælde kan kirtlerne også fjernes ved fedtsugning.

PRIS

PRIS

Priserne er vejledende, da operationerne ofte må individuelt tilpasses. Priserne inkluderer bedøvelse og efterfølgende kontroller. Eventuel indlæggelse er ikke inkluderet med mindre det er angivet i prislisten.

Alle kosmetiske, ikke medicinsk indicerede behandlinger med Filler, Botox og laser er blevet tillagt 25% moms per 1. April 2011.

Grundet indførelsen af den lovpligtige Patientforsikringsbetaling for kosmetiske behandlingssteder per 1. September 2013, pålægges alle patientbetalinger et forsikringsgebyr på 6%. Dette gebyr skal således tillægges alle oplyste priser.

Til gengæld er alle vores patienter sikret dækning iht. Den offentlige Patientforsikring – modsat patienter som privat vælger behandling på udenlandske hospitaler.

Behandling Pris
Ved kirurg kr. 700
Fjernelse af kirtelvæv og fedtsugning, fuld kr. 24.000
Fjernelse af kirtelvæv og hud, fuld , indlæggelse kr. 39.000
Tillæg for overnatning per nat kr. 5.000
BRYSTREDUKTION MÆND

BRYSTREDUKTION MÆND

Hvad er gynækomasti?
Gynækomasti betyder mandlig brystudvikling. Der findes to former. En, hvor brystet primært består af fedtvæv. Og en anden, hvor der er dannet en regulær brystkirtel. Ofte er udviklingen af gynækomasti en kombination af både brystvæv og fedtvæv.
De fleste mænd, der lider af gynækomasti, føler sig meget generet både kosmetisk og fysisk fordi nogle oplever ømhed i brysterne. Det er derfor ganske naturligt at ønske en operation, der kan afhjælpe problemet. Er brystvorten forstørret, kan denne også mindskes ved samme operation.

Hvem kan få en operation for gynækomasti?
Alle mænd som er ved godt helbred, der er rimeligt normalvægtige eller let overvægtige, er egnede kandidater til en brystreduktion.

Hvad skal du have lavet?
Før operationen skal du til en forundersøgelse hos vores plastikkirurg. Kirurgen vil undersøge brystudviklingen og prøve at vurdere, om den består af fedtvæv, kirtelvæv eller en kombination af begge. Nogle gange kan det være nødvendigt at supplere undersøgelsen med en ultralyds undersøgelse for at vurdere mængden af fedt- og kirtelvæv.
Består gynækomastien af rent fedtvæv, kan man nøjes med at foretage en regulær fedtsugning af området.
Består gynækomastien kun af brystkirtelvæv, er det nødvendigt at skære op langs brystvortens nedre kant, så arret ligger i kanten og bliver skjult. Her kan man så fjerne brystkirtlen.
Er der tale om en kombination, er det ofte nødvendigt at skære brystkirtlen ud samt at foretage fedtsugning af det omgivne fedtvæv.
Du er velkommen til at tage en ven, et familiemedlem eller kæresten med til forundersøgelsen, hvor den mundtlige information bliver givet.
Efter den skriftlige og mundtlige information er givet, skal der gå mindst 7 dage, før behandlingen kan finde sted ifølge den nye bekendtgørelse fra Sundhedsstyrelsen.

Er der nogen risiko forbundet med operationen?
Når en kvalificeret plastikkirurg udfører operationen, er komplikationerne få. Der er dog altid en risiko forbundet med enhver form for kirurgi, mulige komplikationer er:

  • Følelsesløshed i brystvorten
  • Infektion, hyppighed under 1%, behandles sædvanligvis med antibiotika.
  • Blødning lige efter operationen
  • Indtrækninger, hvor man efter det fjernede brystkirtelvæv oplever, at huden og brystvorten ligger lidt tættere mod brystmusklen end det omgivne væv, hvor der stadig er lidt fedt. Det er dog sjældent, og ofte jævner indtrækningen sig ud igen. Desuden kan det justeres ved en senere fedtsugning
  • Ved al åben kirurgi får man synlige ar, men ofte er arret meget diskret, da det ligger i kanten af det brune område omkring brystvorten
  • En meget sjælden komplikation er, at noget af brystvorten “dør”, da blodforsyningen ved operationen kan afskæres

Hvordan skal du bedøves?
Operationen kan foregå enten i lokal bedøvelse eller i fuld bedøvelse, det vil sige, at du sover under hele indgrebet. Narkose indebærer at du skal faste i 6 timer før operationen. Du vil vågne umiddelbart efter operationen og kan eventuelt tage hjem efter et par timer.

Hvordan skal du forberede dig til operationen?
Forud for operationen skal du:

  • Ophøre med at spise lægemidler, der indeholder acetylsalicylsyre (Magnyl, Aspirin m.fl.), samt andre lægemidler og naturlægemidler, som kan påvirke blodets evne til at størkne, fx Q10, fiskeolier eller E-vitamin. Dette bør du ophøre med ca. 3 uger før operationen
  • Aftale at blive hentet af en pårørende efter operationen
  • Mindske eventuel rygning og gerne holde helt op 8 dage før og indtil 14 dage efter operationen

På selve operationsdagen skal du for at mindske infektionsrisikoen tage et brusebad med grundig vask af krop og hår.
Du vil få udleveret en særlig vest fra klinikken eller eventuel blive indbundet. Vesten eller forbindingen skal bæres i 2 til 3 uger både nat og dag.

Hvordan foregår operationen?
Umiddelbart før operationen vil kirurgen tegne på det brystområde, der eventuelt skal fedtsuges. Her markerer han, hvor snittet skal lægges, så han præcist ved, hvor der skal skæres, når du ligger ned. Der vil blive taget fotos, og du vil eventuelt tale med narkoselægen, hvis du skal i fuld bedøvelse. Herefter foretages den nødvendige operation. I tilfælde hvor det er nødvendigt at skære en kirtel ud, vil der nogle gange være tråde, der skal fjernes senere. Ellers bruges selvopløsende tråde. I sjældne tilfælde kan der blive lagt et dræn i forbindelse med operationen. Operationen varer 1-2 timer.

Hvordan har du det efter operationen?
Der kan forekomme smerter umiddelbart efter operationen. Disse er nu ofte af lettere karakter, og du kan afhjælpe dem ved at tage Panodil 500 mg 2 stk. 4 gange dagligt. I øvrigt vil du få udleveret nødvendig smertestillende medicin på klinikken. Skulle såret sive med lidt blødning, kan det afhjælpes ved at trykke et rent klæde mod huden i ca. 20 minutter, eller indtil blødningen er stoppet. Der vil ofte komme lidt misfarvninger i huden og måske senere lidt sivning fra sårene. Læg blot lidt gaze på og skift det efter behov.
Efter ca. 2 uger fjernes eventuelle tråde. Du bør vente med hårdt arbejde og med at dyrke krævende sport og vægttræning af brystmuskulaturen i mindst 3-4 uger.

Hvornår skal du møde på klinikken til kontrol?
Der er efterkontrol efter 3-6 måneder. Det endelige resultat kan først ses efter ca. 3 måneder. En fuldstændig opheling af ar kan tage op til 1 – 1½ år. De fleste patienter er tilbage på arbejdet efter 1-2 uger. Næsten alle mænd, der har fået lavet en brystreduktion, bliver meget glade for deres operation og føler en større frihed, fordi de igen ubesværet kan have stramme t-shirts på, gå på stranden og i det hele taget ikke længere behøver at føle ubehag ved at have bryster.

Efter informationen er givet, både skriftligt og mundtligt, skal der mindst gå 7 dage, før behandlingen kan finde sted, ifølge bekendtgørelsen fra Sundhedsstyrelsen.
Efter operationen vil du fortsætte med at ældes, afhængig af arv og miljø. Man kan om nødvendigt gentage operationen flere gange. Effekten af brystreduktion er langvarig.

Kontakt os

Vi svare indenfor 24 timer.